Ormekur

Alle ormemidler til hund og kat er receptpligtige. Dvs. der skal være set orm, inden behandlingen kan begyndes.

Alt efter hvilke orm der er tale om og størrelsen på hunden/katten, findes der forskellige præparater. De fleste ormearter kan behandles meget effektivt, og efter endt behandling vil dyret være fri for orm. Dog har ormemidlerne ingen langtidseffekt, hvilket vil sige, at dyret derfor sagtens kan blive smittet på et senere tidspunkt.

Hvalpe og killinger skal behandles grundigt. Larver vandrer fra tæven over i hvalpen, inden den fødes. Killinger smittes via modermælken. Hvalpe og killinger har ikke som ældre dyr modstandskraft mod orm. Man bør behandle killinger og hvalpe ved 3, 5 og 7 ugers alderen og også gerne en enkelt eller to gange efter fravænningen.